Vi taler ofte om AI som software, modeller og data. Men under overfladen er det noget langt mere jordnært, der afgør, hvem der vinder. Europas AI-fremtid handler ikke om algoritmer alene. Den handler om elektricitet.
By: Per Imer, CEO, Homerunner
Indeholder: 860 ord
Der er noget, vi har savnet, uden helt at kunne sætte ord på det. Ikke hurtigere levering eller flere valgmuligheder, men følelsen af at blive set, når vi træder ind ad døren.
I dag bliver omkring halvdelen af alle online ordrer udleveret i fysiske butikker, og andelen vokser.
Ordrer lægges sent om aftenen, behandles automatisk, leveres i nattens rolige timer og står klar, når dagen begynder. Det ligner effektivitet, men i virkeligheden er det et stille oprør mod det anonyme.
Der findes et øjeblik i enhver teknologisk bølge, hvor det bliver klart, hvad der reelt begrænser udviklingen. For AI-æraen er det ikke mangel på chips, talent eller kapital. Det er strøm.
Tag eksempelvis på PJM Interconnection, den største amerikanske leverandør af elektricitet, der leverer til 67 millioner amerikanere fra Chicago til New Jersey.
Det, vi i dag ser i PJM, der jo er hjertet af USA’s datacenterudbygning, er ikke et amerikansk særtilfælde. Det er et forvarsel. Efterspørgslen fra datacentre vokser hurtigere, end ny effektiv kapacitet kan bringes online, selv når man korrigerer for den kapacitet, der faktisk leverer, når nettet er under pres. Resultatet er strukturelt underskud, stigende kapacitetspriser og politisk panik.
Det er her, Europa bør stoppe op og tænke sig grundigt om.
I årevis har vi talt om digital infrastruktur, som om den var vægtløs. Cloud, compute og AI-workloads har lydt abstrakte og næsten immaterielle. Virkeligheden er brutal og fysisk. AI er industriel. Den forbruger megawatt.
I PJM-området ser vi allerede, at selv aggressive udbygninger af gas, sol, vind og batterier ikke matcher datacentrenes efterspørgsel frem mod 2030. Det er ikke et midlertidigt mismatch, der kan løses med lidt mere kapacitet. Det er en strukturel fejlantagelse i måden, vi designer energisystemer til digital vækst.
Vi bygger i dag datacentre, som om elnettet var uendeligt, robust og gratis. Det er det ikke, og det stiller udfordringer.
Lokale flaskehalse er normen snarere end undtagelsen. Netudbygning tager ofte ti til femten år, og modstanden mod nye højspændingslinjer vokser. At tro, at vi kan løse AI-æraens energibehov med endnu større og endnu mere centraliserede datacentre er strategisk dovenskab.
Det svarer til at løse trafikpropper ved at bygge én motorvej mere gennem centrum.
Europa har et sofistikeret elmarked, men vi mangler et elsystem, der er designet til eksponentiel efterspørgsel. Danmark er et særligt tydeligt eksempel. Vi er ikke en energimæssig ø, men et transitland mellem Skandinavien og Kontinentet.
I praksis er det ofte uklart, hvilken strøm vi reelt bruger, hvilken strøm vi har handlet, og hvilken strøm der blot passerer gennem landet. Elektricitet følger ikke kontrakter. Den følger impedans. Det gør forudsigelighed til en knap ressource, netop det AI-infrastruktur kræver mest.
Der tales ofte om store sammenhængende HVDC-supernet som Europas energifremtid. På papiret er det elegant. I praksis er virkeligheden mere kompleks. HVDC-omformerstationer er ekstremt dyre, teknisk følsomme og vanskelige i drift. Over korte afstande og inden for samme frekvensdomæne er klassisk vekselstrøm langt mere driftsøkonomisk.
HVDC giver mening ved lange søkabler, næsten altid som punkt til punkt. Store multiknudede HVDC-net findes reelt ikke endnu. Det er også derfor, energiøerne i praksis presser mod vekselstrømsløsninger på selve øerne. Ikke fordi det er futuristisk, men fordi det virker.
I svage netområder bør strømproduktion ikke være noget, datacentre blot kobler sig på. Det bør være noget, de ejer og integrerer.
On-site løsninger kan bestå af midlertidig gasproduktion, små modulære reaktorer, lokale batterier, termisk lagring eller direkte kobling til industriel overskudsvarme. Det ændrer hele regnestykket. Belastningen på transmissionsnettet reduceres, etablering går hurtigere, og ansvaret for egen belastning bliver reelt.
Decentralisering er ikke ideologi. Det er systemdesign.
Der er en afgørende detalje i AI-økonomien, som ofte overses. En AI-forespørgsel bruger markant mere strøm end en klassisk søgning. Træning af store modeller kræver enorme mængder stabil baseload over lange perioder.
AI kan ikke vente på billig strøm. Den konkurrerer direkte om spidskapacitet. Hvis energien bliver strukturelt knap frem mod 2030, risikerer vi, at prisen på compute ikke bare stiger, men bliver voldsomt volatil. Et eventuelt kollaps i AI-økonomien vil ikke skyldes dårlige modeller, men dårlig arkitektur.
Det næste mentale skift bliver sværere. At acceptere, at ikke al compute behøver stå på jorden. Space-baserede datacentre lyder som science fiction, men er reelt et 2030-scenarie. I rummet findes konstant solenergi, ingen køleproblemer, ingen lokale netflaskehalse og ingen naboprotester.
Hvis opsendelsesomkostninger falder markant fra dagens pris på ca. 2500$/kg til ca. 200$/kg, kan det blive billigere at sende hardware til en gratis energikilde end at bygge nye kraftværker og massive netudvidelser på jorden.
Når energien er rigelig, men jorden er begrænset, flytter infrastrukturen sig. Det har historien vist før.
Europa har stadig en mulighed, hvis vi tør tænke anderledes end USA.
Færre megacentre, mere edge og decentral compute. Energi og compute designes sammen, ikke i siloer. Regulering, der belønner lokalt energiansvar, og hurtigere tilladelser til on-site produktion.Hvis vi kopierer USA’s centraliserede model, kopierer vi også deres flaskehalse.
AI er ikke Europas største udfordring ... Strøm er.
Hvis Europa vil tage AI alvorligt strategisk og geopolitisk, skal energi tænkes som fundament. Ikke som eftertanke, fortælling eller markedsteori, men som arkitektur. Ellers risikerer vi avancerede modeller koblet til et elsystem, der ikke kan levere, når det gælder.
Det er ikke et teknologisk problem, det er et designvalg.
