Forretningsbetingelser
Homerunner Forretningsbetingelser Erhverv
03.10.2024
1. INDLEDNING
1.1 Disse forretningsbetingelser (”Forretningsbetingelserne”) finder anvendelse for enhver logistikydelse herunder sorterings-, befordrings- og eller distributionsydelser samt enhver relateret service. der leveres af Homerunner ApS, Østerågade 27, 9000 Aalborg.
1.2 Udover Forretningsbetingelserne finder standardvilkårene ”Nordisk Speditørforbunds Almindelige Bestemmelser 2015” (NSAB 2015) anvendelse med undtagelse af §1, 1. led. Er der modstrid mellem Forretningsbetingelserne og NSAB 2015 har Forretningsbetingelserne forrang.
1.3 Kunden accepterer ved oprettelse af en konto disse Forretningsbetingelser.
2. ANSVAR OG ERSTATNING
2.1 Ansvarsgrundlaget. Ansvarsgrundlaget for Homerunners erstatningspligt, reguleres af NSAB 2015 med de tilføjelser og begrænsninger, der følger af Forretningsbetingelserne.
2.2 Frister for reklamation. Reklamation som følge af beskadigelse, eller bortkomst af godset skal ske via den til enhver tid værende reklamations-løsning på www.Homerunner.com. Reklamation over beskadigelser hvor der tillige er synlige skader på pakkens ydre skal indgives senest 24 timer efter leveringen. Reklamation over beskadigelse eller manglende indhold i øvrigt skal indgives hurtigst muligt og senest hverdagen før udløbet af den reklamationsfrist, der i den konkrete sag gælder for den udførende transportør dog ikke senere end 4 dage efter levering af godset. Vi anbefaler derfor, at Godset åbnes straks ved modtagelsen for konstatering af eventuelle skader på indholdet. Reklamationer over bortkomst af godset skal være indgivet skriftligt senest hverdagen før udløbet af den reklamationsfrist, der i den konkrete sag gælder for den udførende transportør dog ikke senere end 10 dage efter det senest forventede leveringstidspunkt i henhold til de oplysninger, der fremgik ved købet af befordringen.
2.3 Dokumentationskrav. Reklamationer over beskadigelse af godset skal indeholde følgende: pakke-/forsendelsesnummer, beskrivelse af det beskadigede gods, beskrivelse af skaden, dokumentation for Kundens indkøbspris for det beskadigede. Der skal endvidere fremsendes fotos af pakkens indre og ydre emballage (inkl label) og det beskadigede indhold. Homerunner kan anmode om, at det beskadigede gods sendes til Homerunner eller transportøren for besigtigelse som betingelse for udbetaling af erstatning. Reklamationer over bortkomst skal indeholde: pakke-/forsendelsesnummer samt dokumentation for Kundens indkøbspris.
2.4 Bortkomst. Såfremt godset ikke er nået frem til modtagerstedet indenfor 30 dage efter det senest forventede leverings-tidspunkt i henhold til de oplysninger, der er afgivet af Homerunner, anses godset for bortkommet. Kan Homerunner inden udløbet af den angivne periode med rette oplyse, at godset findes i god behold og kan udleveres indenfor rimelig tid herefter, anses godset ikke for bortkommet. Såfremt godset findes i god behold og det kan udleveres efter det tidspunkt, hvor det er erklæret bortkommet, og erstatning er udbetalt, vil en sådan udlevering kræve refusion af erstatningsbeløbet til Homerunner. Er betingelserne for bortkomst efter dette punkt ikke opfyldt, er der alene tale om forsinkelse. Homerunner kan ikke gøres ansvarlig for forsinkelse.
2.5 Beløbsgrænser. Der kan gælde forskellige beløbsgrænser for erstatning ved godsets beskadigelse eller bortkomst alt efter hvilken transportør, der fragter godset. De beløbsmæssige erstatningsgrænser, der finder anvendelse på godset i en konkret sag, er de grænser, der er gældende for den transportør, der påtager sig ansvaret for godsets beskadigelse eller bortkomst. Såfremt ingen transportør påtager sig ansvaret og findes Homerunner at være erstatningsansvarlig gælder erstatningsgrænsen i henhold til NSAB 2015. Vær opmærksom på at erstatning for bortkomst og beskadigelse efter NSAB 2015 beregnes efter godsets vægt, og at ansvaret er begrænset til 8,33 SDR per kg.
2.6 Tegn forsikring. Overstiger godsets værdi den beløbsmæssige begrænsning af erstatningsansvaret for den valgte transportør, anbefaler vi kraftigt, at Kunden tilvælger forsikring. I modsat fald bærer Kunden selv risikoen for tab, der overstiger transportørens begrænsning.
2.7 Sådan beregnes erstatningen. Erstatningen ved beskadigelse eller bortkomst af en pakke beregnes ud fra Kundens dokumenterede indkøbspris. Medmindre genstanden er totalskadet, ydes der alene erstatning for den forholdsmæssige værdiforringelse. Ejendomsretten til genstanden overgår til Homerunner ved erstatningsudbetaling af hele genstandens værdi.
2.8 Tab som ikke erstattes. Følgende tab erstattes ikke:
a) Tab som følge af forsinkelse.
b) Tab som følge af forhold på Kundens eller tredjemands side, herunder men ikke begrænset til:
i. utilstrækkelig/mangelfuld emballering,
ii. fejlagtig/utilstrækkelig adressering, labeling (mærkning af godset eller oplysning om dens indhold),
iii. håndtering af godset forud for afhentning,
iv. godsets egen beskaffenhed f.eks. at dette er skrøbeligt, potentielt lækkende, selvantændeligt, fordærveligt, kulde-/varme-/fugtfølsomt, eller i øvrigt er let-skadeligt,
v. fejl og forsømmelser af enhver art, som kan være helt eller delvist medvirkende til tabets opståen.
c) Ikke-økonomiske tab.
d) Kosmetiske skader der ikke påvirker genstandens brugsværdi og skader på godsets ydre eller indre emballage (uanset om genstandens værdi er forringet som følge af beskadigelse af den originale emballage).
e) Tab relateret til forsendelse af penge, dokumenter (herunder pas, visum, billetter og gavekort), værdipapirer, samt indhold der iht. punkt 6.1 ikke må sendes.
f) Tab som følge af force majeure og andre forhold som Homerunner eller dennes underleverandører ikke med rimelighed var herrer over eller med rimelige midler kunne undgå, er undtaget ethvert ansvar. COVID-19, arbejdskonflikt, og manglende underleverancer skal blandt andet anses for ansvarsfrihedsgrunde. Sne, is og andre forhold herunder på af-leveringsstedet, der gør det vanskeligt eller risikabelt at udføre befordringen eller den endelige aflevering medfører ligeledes ansvarsfrihed. Homerunners vurdering af, om der ligger forhold som beskrevet i dette punkt, skal lægges til grund ved eventuel tvist herom.
g) Indirekte tab og følgeskader, tabt avance, driftstab, mistede markedsandele eller andre tab af en hvilken som helst art udover de specifikt nævnte berettigede tab.
2.9 Bevis for afsendelse samt aflevering. Kunden skal bevise, at en bortkommet pakke er afleveret til transportøren for transport. Generering eller udskrift af en label er ikke tilstrækkeligt bevis. Pakkescanninger vil typisk udgøre tilstrækkeligt bevis.
Ved pakker som afleveres uden personlig kontakt med modtageren, udgør transportørens udleveringsscan, foto af godset på afleveringsstedet eller erklæring om aflevering bevis for pakkens aflevering.
2.10 Kundens ansvar. Kunden skal erstatte ethvert direkte og indirekte tab som påføres Homerunner og/eller dennes samarbejdspartnere såsom transportører, som følge af misligholdelse af Forretningsbetingelserne eller overtrædelse af regler knyttet til en forsendelse for Kunden, samt skadesløsholde Homerunner for krav fra transportører iht. NSAB §26.
2.11 Kundenumre hos transportører. Såfremt Kunden tildeles kundenumre hos en eller flere transportører, er det Kundens ansvar at sikre, at kundenumre ikke misbruges eller ved fejl anvendes uhensigtsmæssigt. Det gælder blandt andet, såfremt Kunden måtte have givet adgang til booking af transporter på Kundens kundenummer til dennes leverandører og Kundens leverandører herefter laver bookinger. Således hæfter Kunden for enhver opkrævning, som Homerunner modtager for transporter booked på Kundens kundenummer.
3. AFLEVERING AF GODSET
3.1 Såfremt der er valgt befordring med levering til modtagerens adresse, er det forskelligt fra transportør til transportør om udlevering sker personligt, eller om godset henstilles på modtagerens adresse. Personlig udlevering må ske til modtageren eller til en anden person på den angivne adresse, en naboadresse, en repræsentant for modtageren eller en ansat hos denne. Henstilling af godset på modtagerens adresse kan indebære, at godset stilles i modtagerens opgang, ved hoveddøren, i carport/skur eller lignende som hører til modtagerens adresse. Returnering, som følge af at modtageren er flyttet eller som følge af andre forhold, der ikke gør det muligt at aflevere godset, skal betales af Kunden herunder eventuelle ekstraomkostninger iht. transportørens betingelser.
3.2 Såfremt der er valgt en pakkebefordring med levering til pakkeshop, pakkeboks eller lignende sker udlevering på det valgte sted mod behørig legitimation eller fremsendt kode. I visse tilfælde leveres godset til afhentning i en anden pakkeshop end den valgte. Såfremt afhentning er indenfor en rimelig afstand, skal dette accepteres uden kompensation. Godset skal afhentes indenfor den oplyste frist, og i modsat fald returneres godset til Kunden. Returnering skal betales af Kunden herunder eventuelle ekstraomkostninger iht. transportørens betingelser.
3.3 Ovenstående procedurer for udlevering af pakker gælder som udgangspunkt men kan være fraveget i Forretningsbetingelserne for befordring hos den transportør, der udfører transporten og i så fald, er det transportørens Forretningsbetingelser, der finder anvendelse for så vidt angår proceduren for udlevering.
3.4 Ved henstilling på leveringsstedet uden personlig modtagelse, accepterer Kunden på modtagerens vegne, at transportøren tager et foto af godset og dens omgivelser på leveringsstedet til dokumentation for levering. Fotoet kan dermed indeholde dele af Modtagerens private ejendom såvel som Kundens og Modtagerens navne kan være synligt på fotoet af godset.
3.5 Uanbringeligt gods, som det ikke har været muligt med rimelighed at aflevere til den angivne modtager eller returnere til afsenderen, bortskaffes efter 90 dage. Der ydes ikke erstatning eller kompensation af nogen art som følge heraf.
3.6 Transportørerne af godset kan i nogle tilfælde opkræve gebyrer for leveringer til øer og andre lokationer, der er afsides beliggende. Sådanne gebyrer skal dækkes af Kunden. Oplysninger om gebyrer kan indhentes hos de valgte transportører.
4. DIMENSIONER OG VÆGT PÅ GODSET
4.1 Dimensioner- og vægtgrænser for pakkerne varierer fra transportør til transportør. Det er dit ansvar som kunde at overholde disse. Det anses ikke for at være accept af en overskridelse, at godset modtages til befordring ved indlevering. Såfremt godset overstiger dimensions- eller vægtgrænsen kan Homerunner nægte at befordre den, på et hvilket som helst tidspunkt under godsets distribution. Afsenderen vil i så fald få besked indenfor rimelig tid, og vil skulle afhente godset på det sted, Homerunner angiver, hvilket kan være et andet sted, end der hvor godset er indleveret. Homerunner kan også vælge at gennemføre levering til modtageren eller returnere godset til afsenderen og opkræve et omkostningsbestemt gebyr herfor. Det betalte beløb for den oprindelige befordring refunderes ikke.
4.2 Det valgte befordringskøb skal svare til godsets dimensioner og vægt. Er der henset til godsets dimensioner og vægt ikke købt tilstrækkeligt befordring, har Homerunner ret til at opkræve det manglende beløb samt opkræve et omkostningsbestemt gebyr.
5. EMBALLERING AF GODSET
5.1 Tilstrækkelig emballering af godset er Kundens ansvar. Homerunner eller transportørerne har ikke pligt til at kontrollere, om emballeringen er tilstrækkelig. Godset skal kunne holde til tryk, stød, rystelser og til et fald på minimum 1 meter mod et hårdt underlag, uden at genstanden derved beskadiges. Skrøbelige genstande og tekniske/elektroniske genstande skal være pakket i en solid kasse, der kan holde til stød, og den indre emballage skal være stødabsorberende og tætsiddende således, at genstanden er fikseret i skum, flamingo eller lignende, som er udskåret præcist til genstandens form, alternativt at hulrum i godset er tæt udfyldt med kugler eller chips af skumpolystyren. Genstandene i pakken, må ikke kunne forskubbe sig og gnide eller støde mod emballagen eller mod andre genstande, som udgør en del af godset. Emballeringen skal desuden opfylde krav i lovgivningen samt være forsvarlig, så godset kan håndteres uden at forvolde skade på andre pakker eller personer, der håndterer godset.
5.2 Hvis godset indeholder genstande med flydende indhold, skal genstanden være pakket i en solid kasse med indvendigt stødabsorberende og tætsiddende materiale samt i en inderemballage som kan forhindre udsivning ved brud på beholderen.
5.3 Godset skal være emballeret, så det kan holde til sortering i et sorteringsanlæg, hvor der ikke kan tages hensyn til pile-markeringer eller andre glas- og forsigtighedsmarkeringer. Der kan generelt ikke tages hensyn til sådanne markeringer, hvorfor beskadigelse som følge af manglende overholdelse af markeringer ikke berettiger til erstatning ved beskadigelse.
6. REGLER OM GODSETS INDHOLD, VÆRDI, OG LABELING
6.1 Af sikkerhedshensyn, på grund af lovgivning og af andre grunde gælder følgende begrænsninger og regler for, hvad Kunden må sende som gods:
a) Uden særskilt aftale må Godsets samlede indhold ikke have en værdi, der overstiger DKK 10.000 og værdien af værdigenstande (herunder men ikke begrænset til smykker, ure, ædelmetaller, perler, ædelstene, gavekort, billetter, kunstværker, mobiltelefoner, tablets, antikviteter, samlerobjekter mv.) i én pakke må ikke overstige DKK 4.000.
b) Godset må ikke indeholde følgende genstande og lignende:
i. Kontanter og kreditkort
ii. Ulovlige genstande såsom visse rusmidler og kopivarer, eksport/importbegrænsede eller på anden vis sanktionerede varer,
iii. Medicin samt afgiftspligtige varer herunder tobaksvarer, snus og alkohol herunder øl og vin.
iv. Letfordærvelige varer såsom fødevarer og planter
v. Dyr levende som døde
vi. Temperaturfølsomme genstande
vii. ”Farligt gods” som defineret i transportlovgivning samt andet farligt indhold herunder beholdere under tryk, kemikalier, lithium celler/batterier, ammunition, eksplosive stoffer, fyrværkeri og andre stoffer eller materialer, der kan udgøre en fare for mennesker, dyr og omgivelser,
viii. Våben, våbendele, våbenefterligninger, softguns og knive der kræver tilladelse
ix. Genstande der på nogen måde kan udsætte sorterings- og befordringsmedarbejdere eller andre der håndterer godset for fare.
6.2 Kunden indestår for overholdelse af regler vedrørende godsets deklarering, mærkning, emballering, samt indhold.
6.3 En pakke kan til enhver tid på foranledning af Homerunner eller relevante myndigheder blive åbnet og undersøgt for kontrol og sikring af overholdelse af disse Forretningsbetingelser og gældende regler.
6.4 Labels, der påsættes pakkerne, skal have dimensionen 192x102 mm.
7. TOLDBEHANDLING
7.1 Ved grænseoverskridende transporter, hvor der er toldpligt, er det Kundens ansvar, at der sker behørig toldbehandling. Kunden hæfter for og skal betale ethvert krav på told, afgifter og tillæg af enhver art relateret til toldbehandling (”Told”). Homerunner foretager som udgangspunkt ikke udlæg for Told, og såfremt det sker, skal Kunden på anfordring dække sådanne udlæg, ligesom Kunden iøvrigt skal holde Homerunner skadesløs for enhver omkostning og ethvert krav relateret til Told af Kundens forsendelser og behandling heraf hos myndigheder, transportører og andre tredjeparter.
7.2 Kunden skal tilsikre, at Homerunner modtager alle nødvendige oplysninger for toldbehandling, såfremt sådanne oplysninger skal indberettes af Homerunner til brug for toldbehandling. Oplysningerne skal være korrekte, fyldestgørende og rettidige. Homerunner kontrollerer ikke oplysningerne. Under ingen omstændigheder kan Homerunner gøres ansvarlig for ydelser leveret af Homerunner i forbindelse med toldbehandling herunder ved generering af samlefakturaer, indberetninger mv.
7.3 Toldbehandling kan medføre forsinkelser eller andre ulemper for Kunden eller modtageren af en forsendelse, og Homerunner kan ikke gøres ansvarlig for sådanne.
8. MANGLENDE BETALING
8.1 Homerunner har tilbageholdsret og panteret i det gods, der er i Homerunners varetægt for alle beløb, som Kunden måtte være Homerunner skyldig, uanset om de skyldige beløb hidrører fra serviceydelser herunder sortering og forsendelse af det pågældende gods eller fra andet.
8.2 Ved forsinket betaling beregnes renter på 2% fra forfaldsdagen med beregning per påbegyndt måned. Der opkræves desuden rykkergebyr på DKK 150.
8.3 Ved forsinket betaling er Homerunner berettiget til på ethvert tidspunkt at suspendere levering af enhver ydelse med øjeblikkelig virkning.
9. PRISÆNDRINGER
9.1 Homerunner er med øjeblikkeligt skriftligt varsel berettiget til at forhøje aftalte priser som følge af øgede omkostninger forbundet med levering af ydelserne herunder forhøjelser af priserne fra Homerunners underleverandører samt som følge af ændringer i skatter, moms og øvrige afgifter. I tilfælde af valutakursudsving mellem den valuta, som Homerunner køber transporten i, og den valuta der afregnes i overfor kunden, er Homerunner berettiget til at hæve allerede aftalte priser forholdsmæssigt med øjeblikkeligt skriftligt varsel, så valutakursudsving ikke kommer Homerunner til skade. Endvidere er Homerunner berettiget til at hæve aftalte priser med 60 dages skriftligt varsel. I sidstnævnte situation har Kunden ret til at opsige en eventuelt indgået rammeaftale med 30 dages varsel, som skal afgives indenfor 30 dage efter modtagelsen af varslet om prisstigningen.
10. BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER
10.1 Ved brug Homerunners tjenester på hjemmesider og i apps, og for at der kan sendes eller modtages gods, er der behov for udveksling af visse personoplysninger fra Kunden til Homerunner. Oplysningerne videregives til Homerunners underleverandører i nogle situationer, blandt andet for at befordring af pakker gøres muligt. Yderligere herom findes i Homerunners persondatapolitik (https://homerunner.com/privacy-policy)
11. SOFTWARE OG IT
11.1 I det omfang Homerunner stiller software og it-platforme til rådighed for Kunden ved integration eller andet, er der alene tale om en brugsret, som Homerunner, hvis ikke andet er aftalt, kan bringe til ophør uden varsel. Alle rettigheder herunder immaterielle rettigheder forbliver Homerunners. Homerunner kan ikke gøres ansvarlig for tab af nogen art relateret til brugen af software og it-platforme eller relateret til IT-ydelser af enhver anden art (såsom konsulentydelser og råd og dåd i forbindelse med integrationer eller andet) herunder som følge af fejl og mangler, afbrydelser og nedbrud, samt evt. computervirus, malware og lignende. Kundens anvendelse af Homerunners software og it-platforme indebærer Kundens accept af "Homerunner Platform Terms of Service” i den på anvendelsestidspunktet gældende version: https://homerunner.com/terms-of-service/.
12. LOVVALG OG VÆRNETING
12.1 Dansk ret skal finde anvendelse på alle forhold mellem parterne.
12.2 Enhver tvist mellem parterne som ikke løses i mindelighed, skal afgøres ved Retten i Aalborg i første instans.
13. ÆNDRINGER
Ændringer i Forretningsbetingelserne kan foretages ensidigt af Homerunner. Nye versioner accepteres ved Kundens accept heraf i forbindelse med brug af Kundens konto på Homerunner Platformen. Enhver repræsentant/medarbejder hos Kunden, som Kunden har givet adgang til sin konto kan gyldigt acceptere Forretningsbetingelserne og ændringer hertil på vegne af Kunden.